www.billedbladet.dk
Alexandra og Joachim: Bryllups-kys til eks-kæresten - 11.09.03
For mange år siden var skolekammeraterne prins Joachim og Helene Bjerg-Pedersen fast kærestepar i tre år. I lørdags var Joachim og prinsesse Alexandra de første til at lykønske, da Helene blev gift med en anden af kammeraterne fra gymnasie-tiden.
– Vi er her for at fejre en meget nær og mangeårig ven, helt sikkert, sagde prins Joachim, da han og prinsesse Alexandra lykønskede Helene Bjerg-Pedersen, 35, uden for Vejby Kirke nær Tisvilde i Nordsjælland.
I lørdags blev hun gift med jurist og merconom Ole Raft, 36. Sammen har de børnene Jens, 3, og Ida, på halvandet år.
Helene var prins Joachims første officielle kæreste og lod sig citere for ordene: »Ja, vi er kærester, men vi skal ikke forloves foreløbig« på vej til Joachims 18-års fødselsdagsfest på Fredensborg Slot i juni 1987.
Forholdet varede i tre år, Helene blev præsenteret for både dronning Margrethe, prins Henrik og dronning Ingrid. Men siden blev deres forhold til et trofast venskab, og derfor var det også helt naturligt, at prins Joachim og prinsesse Alexandra var med til weekendens smukke bryllup i Vejby Kirke.